Min GS500E

Bemærk: pr. 02-04-2004 blev min GS500E solgt til min lillebror og i februar 2006 solgte min lillebror den.

Lad mig starte med en kort introduktion af GS500'eren for dem som ikke kender den.
Modellen kom frem i 1989 og var stort set uændret frem til 2002 hvor den fik et mindre facelift og så er den igen ændret yderligere til 2004, med tilføjelse af fuldkåbe og oliekøler.
GS'erens alder betyder at bla. motoren er knap så avanceret og højtydende som konkurrenterne, Honda CB500 og Kawasaki ER-5, men det betyder til gengæld at teknikken er gennemprøvet, stabil og ikke mindst billig, hvilket har medført det store salg af GS500'ere her i Danmark.

Min GS'er er en GS500E, købt fabriksny i 2002, men er reelt en 2001 model. Det var først et par måneder senere at den faceliftede 2002 model (som i øvrigt hedder GS500, altså uden E) kom til de danske forhandlere.
Da jeg købte den fra ny af, har jeg derfor også selv kørt motoren til, i følge Suzuki's vejledning, som siger: under 6000 omdr. de første 800 km og under 8000 omdr. de næste 800 km. Dvs. efter 1600 km er motoren kørt til.
Det er nok derfor at jeg stadig har tendens til at skifte gear omkring 6000 omdr., men det er jeg efterhånden ved at vænne mig fra, især når jeg har kørt lidt og motoren er kommet op på arbejdstemperatur.
Min GS500E få dage efter jeg fik den hjem fra forhandleren

Da jeg købte den, investerede jeg samtidig i en såkaldt "stof garage", hvilket bare er et vandtæt dækken til at lægge over mc'en.
Det første år puttede jeg stof garagen på GS'eren hver nat, for at holde støv og dug væk fra min splinternye mc.
Det andet år var der perioder hvor jeg ikke fik det puttet på og i skrivende stund, på tredjeåret, har jeg endnu ikke brugt det.
Nu har jeg trods alt også et halvtag jeg parkerer mc'en under, så derfor er det ikke så slemt at undlade stof garagen.

Yderligere fik jeg, venligst sponseret af min mor, to låse, hhv. en skivebremselås og en solid kædelås.
Ligesom med stof garagen, blev kædelåsen brugt flittigt i starten (sammen med skivelåsen), men blev efter et stykke tid lagt på hylden, da jeg ikke føler min mc er så udsat når den er parkeret herhjemme. GS500'eren er trods alt ikke den mest eftertragtede mc blandt tyveknægte.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Side 1 af 2 Næste side >>