Testkørsel nr. 2 af Suzuki SV650 (SV650SK3)
Af Rune - d. 20-12-2003
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Den 15. oktober havde jeg fået arrangeret en prøvetur på en brugt SV 2003 model hos Fa. Moto-sport.
Et par af mine venner, Henrik og Helge, havde været inde hos Fa.Moto og set SV’eren stå til salg og Henrik havde efterfølgende prøvekørt den.
Da Henrik bagefter ringede og fortalte om det måtte jeg jo også prøve den.
Så jeg tog ind til Fa.Moto et par dage efter og fik aftalt at prøve den næste dag.
Jeg fik desuden at vide at det var sælgerens (Ib Andersen) søn der havde kørt på den. Da sønnen ikke var gammel nok til at have stort kørekort var den kun blevet brugt til ”trackdays” og mestersvinger kurser, hvilket bl.a. også betød at den stod monteret med ”næsten” slickdæk.
Nye dæk var dog med i prisen på ca. 87.000,- for SV’eren med omkring 3700 km på kilometertælleren.
Temperaturen den dag var ca. 10 grader, dvs. halv-køligt. Så jeg fik besked på at lade motoren varme ordentligt op inden jeg trak den op i omdrejninger. Heldigvis er der kølevandstermometer på SV’eren så det var nemt at holde øje med hvornår motoren var varm.
Det første man lægger mærke til når man drejer tændingsnøglen er benzinindsprøjtningen, den summer så man kan hører den. En lyd man ikke er vant til på en mc med karburator.
Nå men jeg skulle af sted og lagde straks mærke til den sportslige kørestilling da jeg skulle have fødderne op på fodhvilerne, men da først benene var på plads var der ingen problemer.
Kun et splitsekund lagde jeg mærke til instrumenterne, som er fastmonteret i kåben og ikke på styret som på GS500’eren, men min koncentration var andetsteds da Fa.Moto’s indkørsel går ned af bakke.
Koblingspunktet lå meget tidligt når man slap grebet, hvilket man lige skulle vænne sig til især ved igangsætninger. Bremsepunktet lå til gengæld sent, så grebet skulle forholdsvis langt ind før det bremsede, men heldigvis er der justerbart bremsegreb.
Umiddelbart føltes vandringen på gearpedalen længere end på GS500’eren ved hvert gearskift, men det kan have haft noget at gøre med siddestillingen, til gengæld kom der et lille ”klonk” ved hvert skift så man kunne høre at man havde skiftet.
Man lægger straks mærke til bundtrækket i den 2-cylindrede V-motor, det er ikke så kritisk om man får skiftet et gear ned eller ej ved almindelig kørsel. Når man kommer over 7000 omdrejninger er der rigtig godt træk i motoren og indsugningen brøler, ”båårpp båårpp”.
Motoren er hurtigt oppe i omdrejninger og reagerer hurtigt på ændringer af gassen. Over 6000 omdrejninger kan næsten ikke mærke vibrationerne fra motoren og man lægger sig nemt på 7000 omdrejninger og cruiser pga. et meget lavt lydniveau fra motor og udstødning.
På trods af den sportslige kørestilling, styregeometri og lave vægt, så føltes SV’eren meget retningsstabil, både ved ligeud kørsel og især gennem svingene.
Samtidig er den meget styrevillig, klem den ene balle sammen og du drejer (næsten).
Ved kørsel i tæt bytrafik (køkørsel) mærker man lidt den sportslige kørestilling i håndleddene.
Kåben dækker godt, især hvis man bukker sig lidt frem. Sædet er lidt hårdt men der er plads til at flytte måsen frem og tilbage. Hvilket jeg bla. lagde mærke til da jeg lige skulle prøve at ”give den gas” mens jeg sad helt op ad tanken.
Støttefoden skal man lige vænne sig til at slå ned, da den er lidt besværligere at få fat i end på f.eks. GS500’eren.
Sidespejlene synes jeg stadig er gode, med minimal vibreren.
Dækkende som jo var ”næsten” slicks og som nok skulle køres lidt til inden de var oppe i temperatur, lagde jeg slet ikke mærke til, hvilket må opfattes positivt. Men hvis det havde været regnvejr havde situationen nok været lidt anderledes.
Affjedringen som af mange, mere erfarne, motorcyklister kritiseres for at være for blød eller bare for dårlig, er et emne som jeg gerne ville uddybe nærmere, men jeg må indrømme at jeg ikke har erfaringen til at komme med en kyndig udtalelse.
Hvis man læser forummet på svrider.com eller sv650.org så er der mange der skifter affjedringskomponenterne, både forgaffel og bagfjeder bliver ofte skiftet ud med nogle fra GSX-R’er, især når det er til banebrug.
Ved de to prøveture jeg har haft på SV’eren har jeg ikke lagt specielt mærke til affjedringen, hvilket efter min mening betyder at den har opfyldt sit formål, men det kan være jeg bliver klogere i 2004…
Min prøvetur gik fra Fa.Moto i Brønshøj, hjem til mig selv i Albertslund hvor jeg fik taget nogle billeder, som du kan se nedenfor, lidt rundt omkring Risby hvor der er nogle sjove landeveje og så tilbage igen.
Der er selvfølgelig nogle der har spurgt om jeg ville købe den, men svaret er nej. I hvert fald ikke til 87.000,-. Det er selvfølgelig 10.000,- sparet, men til gengæld får du en mc der 1 år gammel som du reelt ikke har nogen ide om hvordan er blevet kørt.
Desuden var det et dårligt tidspunkt, hvis jeg købte den skulle jeg bare have den til vinteropbevaring næsten med det samme hvilket ville tage en god del af besparelsen.
Sidstnævnte er nok også grunden til den ikke er solgt endnu.
Efter opfordring fra en læser, vil jeg give mit bud på hvem SV’eren henvender sig til:
Kort fortalt, vil jeg beskrive SV650S som en hverdagsduelig sportsmaskine. ”Sport” skal dog tages bogstaveligt, pga. den sportslige kørestilling.
Men motorkraften er rigelig til alle danske forhold og den er let at bruge takket være et godt bundtræk.
Så selv om drømmemc’en er en Aprilia Mille eller GSX-R 1000, så er SV’eren et godt og fornuftigt sted at starte, især pga. forsikringen som er til at betale for en i min alder.
Det bør dog lige nævnes at i 2004 fås SV’en igen i en ”nøgen” udgave, 10.000,- billigere end S-modellen. Den nøgne har ingen kåbe, et højere styr og lavere fodhvilere hvilket giver en mere afslappet kørestilling. (men jeg vil dog have S-modellen)
Det er mit bud efter 2 prøveture og hvad jeg har læst mig til på nettet, men dette kan jeg sikkert uddybe i løbet af 2004.
Tilføjelse d. 11-02-2004:
Dba.dk skriver bl.a.: "De nyere SV'er (2003 og frem) med indsprøjtning er mere kontroversielle end forgængerne, både mht. design, kørestilling og køreegenskaber. Man sidder nemlig relativt høj og benene trækkes højt op under numsen, hvorved det er langtfra alle der finder tyngdepunktets placering ideel.
Til gengæld opleves en SV 650 K3 som mere højfarts stabil og mere kompetent end sine forgængere, blot føreren accepterer balancen og vænner sig til den lidt mangelfulde føling med hjulene. Affjedringen er strammet lidt op, men der er fortsat tale om ganske middelmådige lavpriskomponenter." [Læs hele teksten]
Dba.dk skriver også: "Skal man springe højere op i pris, markerer Suzuki SV 650 og Yamaha FZS 600 Fazer sig som de bedste køb over 80.000 men under 100.000 kr.(For mig personligt repræsenterer de to et reelt klassespring opdad, mens XJ 600 og GSF 600 i køredynamisk henseende snarere hører til samme commuter-klasse som Honda CB 500.) SV 650'eren har mest karakter og byder på et dejligt træk i mellemområdet takket være sin vandkølede V-twinmotor. Mens Yamaha Fazer er både hurtigere, kraftigere og i tilgift betydeligt bedre mht. bremser, affjedring og generel smidighed og køredynamik." [Læs hele teksten]

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------