Jeg fik tilfældigvis ploven og huggeren samme dag, så jeg tænkte jeg ligeså godt kunne samle det til en artikel.
Ploven:
Ploven, som af Suzuki kaldes en spoiler, er originalt Suzuki tilbehør, købt hos Enghave formedelst 2695,- kr.
I pakken med ploven får du: plovens 2 dele, et vakuumplastikpakket stykke pap med de nødvendige skruer og beslag, samt en monteringsvejledning.
I vejledningen står hvilket værktøj du får brug for, hvilket bla. er en 10 mm. unbraco nøgle samt en momentnøgle.
Jeg havde dog ikke en momentnøgle så jeg har bare spændt hvad mente var tilstrækkeligt.
Jeg vil dog tilføje at man bør finde sig et jernrør, ca. ½-1 m. da der er en bolt der er meget stram.
Det er ikke synderlig svært at montere ploven, men der er 2 ting der kræver lidt omtanke/muskelkraft:
- Det bageste beslag i højre side sidder på en gennemgående bolt, dvs. det bliver meget nemmere hvis du har en kammerat til at holde igen med en fast- eller topnøgle på den anden side.
- Det bageste beslag på venstre side sidder på bolten med 10 mm. unbraco kærv. Denne bolt er med til at holde sidestøttebenet og der er desuden brugt låseolie på den, så der skal godt med kraft til at løsne den. Det er her jernrøret kommer i brug, for at give det fornødne moment.
Resten af monteringen er ”a piece of cake”.
Huggeren:
Grunden til jeg valgte en Pyramid hugger er at Suzuki endnu ikke har kunne levere en original!
Desuden kostede den kun 1195,- hos SB Fiberdesign, mod 1795,- for en original Suzuki.
Med huggeren får du alle skruer, et beslag og en monteringsvejledning.
Der er 2 ting der kan være lidt besværlige ved monteringen:
- Når man prøver at sætte huggeren ind over baghjulet, så rammer kædeskærmen på undersiden af sædebunden, så der skal lidt vrikken til for at få den på plads.
- Det kan være lidt besværligt at sætte de 2 skruer i beslaget på højre side af svingarmen, da udstødningen er lidt i vejen.
Ellers er det bare et spørgsmål om at få placeret beslaget i højre side rigtigt, så huggeren får den nødvendige frigang over baghjulet.
Det viste sig under monteringen at jeg havde fået leveret en hugger til en SV650 ”N”. ”N” modellen har en længere bagsvinger, og derfor 2 bøjlebeslag der holder bremsekablet til bagbremsen.
Min ”S” model har kun 1 bøjlebeslag og huggerens beslag kommer i konflikt med dette.
Resultatet er at jeg har måtte afmontere bøjlebeslaget.
Jeg har skrevet til Søren fra SB Fiberdesign om dette, så han kan være opmærksom på det.
Mht. til mig selv har jeg dog ingen intentioner om at få den byttet, da den nu sidder fint.
Konklusion:
Ploven, som ingen praktisk funktion har, ser rigtig godt ud, især når man står lidt på afstand.
Huggeren vil uden tvivl beskytte min bagdæmper for en del skidt og snavs, men samtidig ser den godt ud.
|